Jawahers anbefalinger

Da jeg kom til Danmark, var jeg 17 år og kom i en modtagerklasse. Men kort efter fyldte jeg 18 år og blev sendt videre og skulle studere sammen med en masse ældre mennesker. Det var ikke sjovt, og det bremsede på en måde min udvikling i at lære dansk.

I asylsystemet er du en del af et system, og når du fylder 18 år, mister du dine rettigheder og skal stå på egne ben. Det kan man ikke bare gøre som 18-årig.

Jeg tror, at helt almindelige danske unge får hjælp af deres forældre. De kan ikke nødvendigvis selv. Men som asylansøger er man i et nyt land, og familien kan ikke hjælpe.

Jeg skulle læse breve fra kommunen og sørge for, at vi kom til de rigtige møder. Der er et pres og en stress, mens man er i systemet. Og det koster at skulle leve op til systemet. Jeg skulle hjælpe både mine forældre og mine søskende. Jeg skulle være forælder til mine forældre, mine søskende og mig selv. Jeg havde ikke overskud til at gå til sport eller hygge mig med vennerne.

Jeg har drømt om det om natten, om jeg får ophold, eller om jeg skal afsted.

Jeg er familiesammenført i Danmark og er her på midlertidigt ophold. Det skal fornys hvert eller hvert andet år. Det er ret stressende og krævende. Jeg står stadigvæk for at forlænge vores midlertidige opholdstilladelse for hele familien.

Lige nu har jeg midlertidigt ophold til 2025. Det vil sige, jeg kan planlægge mit liv indtil juli 2025. Og så kan jeg ikke planlægge mit liv længere. Jeg føler ikke, jeg har et stabilt liv.

Jeg må ikke opholde mig i andre lande end Danmark i mere end seks måneder. Jeg kan se, at mine klassekammerater har andre rettigheder og andre muligheder end mig.

Når jeg er frivillig på asylcentrene for Ungdommens Røde Kors, hører jeg om de samme bekymringer fra mange. Ventetid er enormt stressende. Det bliver spildtid, og det sætter motivationen ned. Det kender jeg fra mig selv. Ventetiden rammer unge hårdere, på grund af det sted du er i livet. Den ventetid skal bruges fornuftigt.

Alle punkterne fra vores politiske udspil kan jeg genkende fra de unge, jeg møder på centrene. Jeg oplever deres demotivationen på grund af systemets mange regler.

Når jeg er på asylcentrene som frivillig, så hører jeg fra mange, at de må stoppe deres uddannelse, fordi de fylder 17 eller 18 år.

Det burde være en ret for alle unge at gå i skole, uddanne sig, komme ud fra centrene og opleve at være ung. Det må ikke gøres for besværligt. Hvorfor har jeg ikke ret til det, bare fordi jeg er flygtet?